Da Dirch træder ind på scenen, som den nærmest retarderede Lennie, og begynder at genne høns væk, begynder “sinkerne” (Sprogøes ordvalg i interviewet) at grine og kan ikke holde op. Dirch bryder sammen på scenen og begynder at græde, men på grund af rollerne - den dumme Lennie og den kloge George (Sprogøe) kan Ove Sprogøe bruge ti minutter på at trøste den grædende Dirch - på scenen - uden at stykket afbrydes.

I udsendelsen er der et klip med en midaldrende Passer, hvor han ræsonnerer sig frem til at hans styrke er i den svære kunst at spille folkekomedie. Han har intet at gøre i den seriøse genre, hvor så mange andre danske skuespillere er dygtige. Fortæller han med et pint udtryk i ansigtet og en kiggen ned. Her er en knækket mand. Han gør det vores hjerner gør. Finder på en forklaring, der får verden til at hænge sammen og give mening. Illuderer at vi selv har kontrol over vores liv og beslutninger.

Men han ligner altså en knækket mand mens han fortæller. En mand, der gerne ville noget andet og mere end “bare” at være sjov. Herregud. Vi kan sagtens konkludere at Passer gav så meget til så mange. At han gjorde en forskel, der gør en forskel. For utallige generationer var og er han den morsomste mand, der har levet i Danmark. Han var en gave til os på grund af hans gave - talentet.

Men er det godt nok? Hvis nu Dirch gerne ville have været alvorlig? Hvorfor stoppede han så på grund af nogle “sinker”, der grinede af ham? Fordi han havde så meget på spil på det alvorlige område, som han ikke havde på komikken?

Forfatteren Annie Dunch har i bogen “Inspiration og Kreativitet” interviewet en række kreativt-arbejdende danskere om deres forhold til kreativiteten - og dermed den skaberkraft de udøver for at virke. I bogen fortæller Hella Joof om forskellen mellem at være skuespiller, instruktør og sanger. Skuespilleriet er på en måde udtømt for hende, uden at hun er træt af det. Jobbet som instruktør finder hun glæde i og er tilpas i, men når det kommer til sangen rammer hun det sted i sig, hvor der er flest følelser i klemme. Hun ville gerne kunne synge bedre end hun kan - men tager sig ikke sammen til at få sangundervisning (hendes egen beskrivelse). Så måske er det slet ikke så vigtigt for hende? Jo, for årsagen til hun ikke tager sangundervisning er ikke manglen på at finde tid og tage sig sammen, men angsten for afvisningen fra andre og sig selv, hvis hun skulle opdage for alvor at hun ikke kan synge (tildels min stramning - men vent lige lidt…).

Hella Joof er sjov. Hun ville kunne slippe afsted med at erkende at hun ikke kan synge og stadig være noget. Skuespiller. Instruktør. Manuskriptforfatter. Kendt. Elsket. Dirch havde plus på kontoen hos alle danskere. Han kunne slippe afsted med at måtte erkende at han ikke kunne være seriøs. Ikke havde talentet på det område, alle havde elsket ham for at prøve og fejle. Men alligevel gør de det ikke. Eller lader sig slå ud af en oplevelse, som bare er et lille bump på vejen. Den slags som man må regne med, når man vælger at arbejde med sig selv som primært værktøj og kilde foran et publikum.

Hvorfor? Hella Joof giver måske forklaringen i interviewet med Dunch:

Jeg elsker at arbejde som instruktør. I det job har jeg afstand til smerten, og jeg bliver ikke ked af det, hvis nogen siger: “Den der scene var ikke så godt løst”.

Den kritik gør ikke ondt inde i mig. Men hvis nogen hørte mig synge og sagde:”De der fraseringer klarer du ikke så godt!”, så ville jeg helt sikkert begynde at græde.

Joof taler om hvor vi har vores sårbarhed. Hvor det gør ondt. Hvor vi har os selv på spil.

Som instruktør eller skuespiller er Joof på arbejde. Som komiker var Dirch på arbejde. Som hhv. sanger og seriøs skuespiller er/var de ikke kun på arbejde - de er også sig selv. Selvfølgelig kan man anføre at hvis man ikke kan tåle at få skæld ud skal man ikke blive parkeringsvagt. Men man kan også løse problemet pragmatisk ved at forstå at det er funktionen, der bliver skældt ud. Ved at gå videre med tanken: “Ligegyldigt hvilken parkeringsvagt, der havde givet ham en bøde, ville han have skældt ud”. Det kan man bare ikke hvis man bærer sit selvværd i at være parkeringsvagt. Så er der for meget på spil til at acceptere at man ikke er god nok - og så bliver man det aldrig, for når kun det perfekte er godt nok, er der jo ikke plads til at øve sig. Gad vide om vi ville blive lykkelige af at udfolde os, hvor der er mest på spil eller ved at fokusere på det vi gør bedst? Det er i alle fald sjældent det samme.

En indsigt vokser sig stor midt i en tanketom stirren
Med ét vågner glemte melodier da lyset rammer væggen

Gammelkendte billeder vrider en ny mening ud af sig
Utallige morgeners vækkeur tilegner sig en venligere toneart

Bunkerne bliver til enkelte blade, der har løst årets opgave
Og træerne til eftertænksomme væsener i langsomt tempo

Trafikken bliver opløst til mennesker på vej til og fra
Den enkelte vokser til fortællinger om væsentlige valg

Intet er faktisk forandret
Men alt er nyt

Med hits som: “Jeg er en farlig, lyserød frø” og “jeg vil gerne høre Paul Potts”. For ikke at nævne: “Jeg vil være det der julekort”. Og nu med hostehittet: “Der er en snegl i min mund”.

Glem heller ikke opsamlingen “Absolut småstresset far”, der indeholder klassikeren “Kom nu her og få lavet den numse” og “du må ikke gå ud på gaden/røre ved komfuret/kaste med tingene/tage marsvinet ud lige nu/tegne på væggene”.

Målet er at du skal tro på deres tro, købe deres produkter og støtte deres sag. Men vigtigere er det at du køber deres historie. Derfor har vi reklamefolk, marketingmennesker, spindoktorer, præster, bladchefer, tv-direktører og pressemedarbejdere, der hver dag forsøger at få flyttet bare en smule på din virkelighedsopfattelse. Hvis du er flyttet bare en centimeter i den ønskede retning når ugen er slut er fredagsbajeren velfortjent. Hvis ikke er pengene spildt.

Til tider kan det være svært at se hvor cirklen begynder og for vis skyld. Hvis en sportsmand gør det godt kan han tage en højere pris for reklamen på hans trøje og dermed fokusere mere på sin sport og dermed blive bedre og dermed tage en højere pris for reklamen på sin trøje. Når en tv-station udvikler et nyt program fokuserer de på en målgruppe af seere, der kan sælges til en annoncør, som betaler for kontakten så tv-stationen kan udvikle flere nye programmer. Når nødhjælpsorganisationer begynder at bogføre administrative udgifter i tilknytning til projekter, så det ser ud til at flere støttekroner går til nødlidende end til kontoradministration, så kan de vise sig mere succesfulde end de andre organisationer og dermed få flere støttekroner. Men træner sportsmanden for sportens eller trøjereklamens skyld? Udvikler tv-stationen programmer til en målgruppe for målgruppens skyld eller for annoncørernes skyld? Ændrer nødhjælpsorganisationen regnskabspraksis for at samle flere penge ind til de nødlidende eller for at vinde over de andre organisationer? Årsag og effekt er smeltet sammen i vores kultur og vi kan ikke definere, hvad der er hønen og ægget længere.

Er det skidt? Måske. Måske ikke. Det er i alle fald sådan det er og formodentligt bliver ved med at være længe endnu. Der findes ganske sikkert andre modeller for hvordan vi kunne sætte vores samfund op på. Men vi kan ikke ændre de bagvedliggende drivere for hvorfor reklame er en glimrende ven med stort set alle vores mentale aktiviteter. Vi elsker historien fordi den giver os en form for slutning, der giver et øjebliks fred. En fred vi ikke kan finde i vores almindelige liv, hvor det kun er søvnen og døden, der giver fred. Ellers er vi fanget i en evig strøm af udvikling, vi ofte ikke føler vi har meget kontrol over eller indflydelse på. Så idéen om det halve kongerige og et evigt lykkeligt liv tiltaler os. Myterne er de store fortællinger, reklamen den lille.

Når det lykkes at få os til at bide til bollen, når vi køber mentalt ind på den fortalte historie, er kommunikationen lykkes. Den er ikke overbragt, men snarere tilvejebragt og accepteret. Dermed kan den indgå i vores samlede livshandlinger. Men som den lille historie reklamen end er, ved vi jo godt at vi ikke bliver lykkelige af at vælge vores repræsentant i demokratiet, købe en bil eller støtte en sag. Vi er også erfarne og trækker på en base af oplevelser, som langsomt nedslider vores evne til at blive hysteriske tilhængere af de små historier. Fra vores første, naive forledelse begynder degraderingen af vores evne til at blive begejstrede over de små historier vi tilbydes.

Inden vi har forladt teenagetiden ved vi godt at vi det vi bliver tilbudt er et hurtigt fiks. Vi gejler ordene op og begynder at kalde indkøb for shopping for derigennem at indikere at det er en fuldgyldig aktivitet, der ikke bare er en gammel livsopretholdende nødvendighed eller en lille flugt fra hverdagen. Men erosionen sniger sig også ind her, når vores shopping bliver en del af hverdagen og begynder at miste sin eskapistiske effekt. Og så er vi også fanget. For så skal der skrues op for den lille historie så den bliver vedkommende igen.

Mon ikke resultatet er at de skal udvikle nye metoder, pudse de gemte erfaringer og bruge endnu flere penge på at jagte os? Formodentlig. Og så er vi fanget i endnu en catch 22; udvikler de nye kommunikationsformer og reklametoder fordi de har brug for at vinde os som forbrugere eller fordi vi konstant kræver en ny (lille) historie?

Men hvad er vores danske svar på en western? Er det Morten Korch-filmene, der skånselsløst idylliserer vores landdyrkende forfædre eller er det Far til Fire-filmenes postindustrielle bogholderdrøm? Svaret ruller ned af gågaden, som en vild vindheks. Jeg aner det ikke. Men jeg ville gerne vide det. Er forskellen mellem den amerikanske drøm og den danske forskellen mellem at kun kunne fødes ind i et aristokrati eller kunne arbejde sig op til at blive landets valgte leder? Kun at kunne nå toppen gennem et medfødt tilfælde eller gå hele gangen på vilje og vej?

Hvor fanden er vores fælles historie i andet end et fællesskab baseret på at, der skal være plads til alle og hensyn til enhver - og er det faktisk ikke godt nok? Både Far til Fire og Morten Korch kan mødes i en fælles socialdemokratisk drøm om stærk solidaritet, hvor ingen efterlades med mindre de virkelig har fortjent det. Og selv der har man en ret til endnu en chance. Her kunne man jo forestille sig at vi så idoliserede de, som var mest sociale og virkelig gjorde en forskel for flertallet i modsætning til amerikanernes idolisering af dem, der gør det godt for sig selv. Men heller ikke på denne konto synes jeg at finde den danske drøm. For vi er ikke specielt interesserede i at gøre noget for andre, hvis det trækker fra det vi allerede har.

Vores rockstjerner er opnåelige eller ulidelige. Vores politikere er polemikere eller passé. Vores kongehus er folkets eller falsk. Jeg kan sgu ikke knække den danske folkesjæl og dens indbyggede drøm, men det må jo være der. For hvad er ellers sammenhængskraften i vores kultur, samfund og land?

Det skræmmer fordi vi ikke ved bedre. I dag har vi en forståelsesramme at sætte kometer i. Vi har også en erfaringsopsamling med kometer. De kommer. Og de rammer. Vi kan ikke gøre så meget. Men de kommer sjældent og ofte rammer de steder, hvor der ikke sker så meget med menneskeheden. Gad vide om nogen kan give en forståelses- og erfaringsramme omkring finanskrisen, der kan give os afstand nok til at grine lidt af os selv, seom vi griner af Lønnebergs beboere når de misfortolker fyrværkeri for kometer.

“Sometimes you´ve got to edit your dreams and find your spot behind the scenes”.

Brian Wilson har udgivet et nyt album siden da. Det sker ikke så ofte. Det siger lidt om tidsperspektivet. I august 2007 nævnte jeg for første gang på bloggen at min kone var blevet min ekskone. Men processen var længere end som så. Faktisk meget lang. Flere år. I dag er jeg ikke i stand til at vide om den startede den dag vi mødte hinanden. Eller om den begyndte senere. Det er heller ikke vigtigt - for hvad kan man lære af fortiden, hvis man ikke kan bruge sin nye viden i nutiden? Indsigten var ikke at blive kærlighedens Columbo og sammenstykke motiv og udførsel. Det var snarere at erkende at der ikke var flere år i det forhold og nu skulle det erstattes af noget nyt.

Og det er helt logisk. Men det var det så slet ikke alligevel. Slet ikke undervejs, hvor muligheden for at slippe og begynde en rejse selv var helt umuligt at kombinere med de ønsker og muligheder, som der fandtes i min hjerne på det tidspunkt. Muligheden for at blive skilt var der ikke. Den fandtes ikke. Skulle måske heller ikke findes hurtigt. Stille og roligt begyndte den at opstå midt i en malstrøm af modstand. Og til sidst var der kun den mulighed. Vi skulle hver vores vej og burde gå med god samvittighed. Vi havde ikke prøvet alt - men nok til at vide at der var ikke mere at komme efter.

Jeg kan stadig huske den første gang jeg så min ekskone - du ved, rigtig så, for jeg havde jo set hende før. Jeg tænkte at her var den mest fantastiske kvinde jeg nogensinde havde mødt. Dér må jeg sige at mavefornemmelsen havde ret. Hun er det mest fantastiske menneske jeg har mødt og jeg er lykkelig for de fleste dage af de ni år vi havde sammen. Jeg er lykkelig for at have lært og haft muligheden for at lære af hende - men allermest lykkelig for at have kunne vågne så mange morgener med hende. At have haft lov til at leve sammen med hende.

Jeg ved jeg kommer til at lyde nyfrelst og stadig våd i håret fra min dåb, men jeg er faktisk også ret glad for at blive skilt fra hende. Nu. Det tog, som sagt, en mental massage på godt halvandet år at komme dertil - og ingen siger jeg ikke føler det anderledes om to måneder. Men lige nu og den seneste måned er der sket noget. Efter ni år sammen med et andet menneske og 17 måneder uden, har jeg fundet mig selv igen - og er faktisk ret glad for gensynet.

“Sometimes when you want to hold on you´ve got to let go”. Tina Dickow.

Den anden dag sad vi, min ekskone og jeg, og tænkte højt. “Det ville være sjovt at kende fremtiden sammen med de ændringer, der er sket med os efter vi er blevet skilt - hvordan de havde udspillet sig, hvis vi var blevet sammen”, sagde jeg. Hun gav mig ret. Gad vide om disse nye mennesker, der den dag mødte hinanden for første gang ville have blevet forelsket, hvis ikke historien havde umuliggjort det. Men vi vidste begge at det ikke findes. Det er ligesom at sige det kunne være sjovt at prøve at leve i fortiden. Vi kunne ikke forene disse nye mennesker på den måde - kun hver for sig.

Vi har haft rig mulighed for at mødes i Statsforvaltningen. Overvældende rig mulighed. Jalousi, børn og ekspartnere er en eksplosiv cocktail, hvor der sjældent kommer en mental bombemarie og demonterer situationen, med mindre man holder hovedet kryogenisk ufølsomt. Vi har også mødtes i Statsforvaltningen, som man skal når man skal skilles. Ikke for at skændes - bare for at blive skilt.

Der sad vi så overfor statens udsendte, som linede en serie af jura op. Der er ikke meget Vegas-wedding over den danske model. Her vågner man stadig med tømmermænd efter festen, men aldrig sammen med en tilfældig. Det eneste mere rituelt kompliceret end at blive gift er at blive skilt. Men det er slet ikke forkert. Der skal noget jura til at matche kombinationen af den kristne og hedenske liturgi omkring et kirkebryllup. Her bliver man talt ved både ind- og udgang.

At tro man kan opløse de følelser, der går forud for et ja med praktiske processer og et officielt nej er dog stadig kun halvdelen af vejen. Og det er dét jeg har lært sammen med det soundtrack af sentimentalitet, selvondt og spiritus, der har været mine patetiske forsøg på at undslippe det uafvendelige. Nemlig at noget ville ske. Det ville ud - ingenting jeg gjorde kunne andet end udsætte dagen, hvor det skete. At skallen brast og der stod en lille og udtørret askebunke tilbage, som på en eller anden måde skulle blive til en fugl igen. Først da det skete kunne jeg børste støvet af og flyve igen.

Så hvis der skal være en lektie til mig selv så er den: giv slip når du er klar. Det kan ikke presses igennem. Men det vil lykkes. Når du slipper grebet om dine gamle drømmes længsler vil der åbne et væld af nye muligheder. Sjældent dem man troede man ønskede sig, men de er værd at gribe, for nye chancer er ikke en hyldevare.

Men han var også et irrationelt menneske, der vidst ikke var hverken nem eller nødvendigvis behagelig at være sammen med. Han var selvoptaget og selvcentreret. Svagelig og angst. I udtalt tvivl og samtidig insisterende på at lykkes. Når jeg til daglig går gennem Odense, som tilflytteren med det distancerede blik, ser jeg rester af H.C. Andersen alle vegne. Hans fødehus, stenen hans mor vaskede tøj på ved åen, hans statue ved SAS hotellet, der er opkaldt efter ham. Hans museum. Hans hus, hvor en amerikansk komiker en gang havde for skade at udnytte en photo-op. Hans papirklip, der er indkøbt for millionbeløb og gengivet/massekopieret over hele byen. Svaner, tinsoldater og flyvende kufferter i springvand. Han er overalt i Odense denne Andersen.

En dag lagde jeg mærke til en lille plakette, der er smidt op på siden af Magasins bygning. Inde i et hjørne og højt oppe, hvor man stort set ikke ser det. Plaketten fejrer finansmanden C.F. Tietgens fødested i Odense. C.F. Tietgen var foretagsom. En sand industrialist og handelsmand med sans for at tjene penge og udnytte de mulighed, han primært skaffede sig selv - på trods af sit umulige udgangspunkt som snedkersøn. Men han var mere end det. Tietgen var en af hovedarkitekterne bag private banker i Danmark. Han var væsentlig i etableringen af et udvidet dansk telegrafnet. Han lagde søkabler, der sikrede kommunikationen mellem Danmark og udlandet. Han havde stor indflydelse på at professionalisere jernbanedriften i landet. Han er den væsentligste årsag til at Esbjerg, der dengang havde godt 1500 indbyggere, i dag er landets fjerdestørste by med over 82.000 indbyggere. Primært på grund af etableringen af en storhavn, der kunne sørge for import og eksport. Tietgen er overalt omkring os. Uden ham ville der ikke være TDC, Tuborg, De Danske Spritfabrikker, De Danske Sukkerfabrikker eller en færdigbygget Marmorkirke i København, for den sags skyld.

Men Tietgen er ikke overalt i Odense og vores bevidsthed. Han har for nyligt fået opkaldt et industriområde, der ligger ude ved motorvejen efter sig. Derudover bærer den lokale handelsskole hans navn og så har han sin plakette i skammekrogen ved Magasin. Han er heller ikke den der trækker turisme til byen eller landet, selvom han skabte den første elektroniske kontakt mellem udlandet og Danmark. Hvorfor er denne rationelle figur ikke lige så stor i vores danske selvbillede, som Andersen?

Fordi mennesket ikke lever af rationale alene. Faktisk tværtimod. Ville vi nærmest føle at vi var i live, hvis vi blev tvunget på en skrap kur af logik og statistik. Næppe. Vi elsker det store metaforiske drama, der udspiller sig på et højere niveau end det basale. Vores hjerner bader i billeder og overførte lektier om livet. Vi kaster os uden dødsforagt i det frådende hav af værdiladede tillægsord og har en stærk forventning om en historie med meget mere bang-for-your-buck end en start, en midte og en slutning. Vi slubrer helten og antiheltens evige slag i os og dyrker fortællingen om lyset, der møder mørket - i os, i verden og i fantasien.

Så til helvede med telegraflinier og samhandel - det er bare døde bærebølger for fantastiske historier om folkeslag og deres evige møde. For kommunikationen mellem to elskende adskilt af geografi. Vi vil hellere høre om svaneungen, der overvinder sin egen og dermed de andres modstand, end den kyniske kalkule på hvorfor vi skal eksportere mere end vi importerer. Vi vil hellere røre vores hjerter end motionere vores hjerner.

Så med udgangspunkt i Odenses behandling af sine store bysønner, som billede på menneskets behov for en god historie, hvorfor insisterer vi på at fortælle uendelige rationelle og kedelige historier, der bevidst bryder med den dramaturgiske model til masserne? Fordi vi tror det er den eneste måde vi kan konstruere en reklame, så den lever op til systemet vi har bygget omkring reklamer. Den rationelle kommunikation er effektorienteret, målbar og rasende afsendervendt. Helten er foruddefineret og historien har kun en mulig slutning. Produktet skal sejre og overvinde forbrugerens modstand. Resultatet skal være endnu et komatisk indkøb i en prædefineret produktkategori med en brandpreference, der er lejret i det logiske, som kan måles i et automatiseret regneark.

Gad vide om der findes en anden vej? Mit gæt er at når vi har udryddet de triste envejsmedier, der bare snakker og nettet er færdig med at være en samtale, bliver vi klar til at lytte igen - til dem der gider gøre sig umage for at fortælle en historie, der ikke er intellektuel, men intelligent bruger vores medfødte præference for at forstå os selv med vores følelser.